Faldt over denne kommentar af Ditlev Tamm i Berlingeren:
Antifeminisme til tiden
Aktualitet er rigtig vigtigt, når der skrives i avisen. For ikke længe siden stillede et (mandligt) medlem af den russiske duma et forslag om at kriminalisere feministbevægelsen og dens tilhængere blandt andet med den begrundelse, at feminister var modstandere af og agiterede mod krigen i Ukraine:
»Feminister i Vesten er alle imod Putin, mod Rusland og krigen,« fik han blandt andet sagt i sit forslag om at klassificere feminisme som ekstremisme og fra udlandet inficeret propaganda. Krigen, må vi forstå, er et maskulint projekt, og det skal en gruppe hysteriske antimilitaristiske kvinder ikke sætte spørgsmålstegn ved.
Den russiske patriark Kirill udtrykte allerede i 2013 klart, hvad der var mænds og kvinders rolle:
»Manden ser udad. Han skal arbejde, skaffe penge, mens kvinden altid har blikket vendt indad mod sine børn og sit hjem. Hvis denne vigtige rolle for kvinder ødelægges, fører det som konsekvens til al tings ødelæggelse – familien, og om man vil, også nationen.«
Der er her klar tale om mænds og kvinders plads i samfundet, som kun sjældent høres i den danske debat. Det skal vi efter min mening være glade for, men jeg har alligevel en svaghed for en af Berlingskes debattører, der ikke holder sig tilbage i sin anprisning af mandlige dyder, når vi nu slet ikke har et debatniveau som i Rusland. Eller for den sags skyld i sin afsky for »progressive, kernefamilieafskyende, aborthyldende« feminister.
Det er naturligvis den selvudnævnte filosof og forfatter Eva Selsing, der er på spil igen. Senest her i avisen 1. juni. Når jeg har en svaghed for hendes pen, er det fordi den i sin formulering af enkle og unuancerede budskaber minder mig om læsningen af de af middelalderens naive helgenbiografier og overrosende adelige ligprædikener fra renæssancen, som jeg fagligt har beskæftiget mig med.
Jeg kan ikke udgå at røres, når jeg læser om den »konservative mand«, der er »bærer af så meget af det gode, der har formet vores civilisation. Han er samvittighedsfuld, sandhedssøgende, modig, beskyttende, selvstændig og, vigtigst, ydmyg. Det sidste kommer af gudfrygtigheden.«
Det kunne ikke være sagt bedre af en devot præst i 1600-årenes Danmark, og jeg er sikker på, at mange mænd som jeg selv genkender portrættet og nyder præcisionen. Der, hvor den så alligevel springer af for mig, er, at billedet af den »konservative mand«, sådan som jeg har oplevet det, passer lige så godt på de fleste både konservative og mindre konservative kvinder, som jeg har mødt i årenes løb. Og så savner jeg endda i billedet kvinders kulturbærende egenskaber som dem, der læser bøger, går i teatret, kommer med velskrevne debatindlæg, begår langt mindre kriminalitet, er mindre voldelige og med få undtagelser kan finde ud af kun at gramse på mænd, når det er velkomment.
Debatten om forskellen mellem mænd og kvinder er efterhånden gammel. Vigtige tanker om en grundlæggende lighed og det urimelige i igennem århundreder at nægte kvinder adgang til ordentlig uddannelse, vigtige stillinger i samfundet eller bare stemmeret fostredes i 1600- og 1700-årenes Frankrig og i 1800-årenes England.
Feminismen handler ikke mindst om en ligestilling og en plads for selvstændige kvinder i samfundet, som man efter min mening er uciviliseret, hvis man sætter spørgsmålstegn ved.
Vi ved nu fra Rusland, hvor galt det kan gå, når kunstige mandsidealer bruges til at undertrykke ikke bare kvinder, men også mænd, der er dem, der i Ukrainekrigen må betale for »den konservative mands« drømme.
Vi har i tidens løb modtaget mange gode tanker fra Frankrig, England og Tyskland. Sovjetkommunismen havde også sine beundrere i dette land, mens det har knebet med åndelig indflydelse fra Rusland efter Murens fald.
Eva Selsing fortjener tak. Ikke for at udskamme kvinder og for at skamrose mænd, som ikke fortjener det, men for med sine skriverier at gøre opmærksom på, hvor langt vi trods alt er kommet i ligestilling, og hvor hult det klinger, når ord, som kunne komme fra en korrupt russisk kirkeleder, fremføres i en pæn dansk borgerlig avis.
Egentlig er det ikke så afgørende, om det er en mand eller en kvinde, som skriver dem. Det er budskabet, som er fuldstændig forvrænget.
Fuck, hvor er det sjovt! 😀
Jeg glæder mig næsten helt til modsvaret, omend det temmeligt sikkert bliver nøjagtigt så tåkrummende, som Eva Selsing jo engang er eksponent for.